16.10.2012

Dansk skuespiller brager frem i Tyskland

Hun er ukendt i Danmark, men i Tyskland er den 27-årige skuespiller Mette Lysdahl et kæmpe hit. Med roller i den populære krimiserie ”SOKO Wismar” og i tv-serien ”Großstadtrevier" er danskeren godt på vej op ad karrierestigen hos vores naboer mod syd.

Med serier som ”Forbrydelsen” og ”The Spiral” på CVet skulle man tro, at Mette Lysdahl var et stort navn i Danmark. Herhjemme er hun dog endnu ukendt. Anderledes ser det ud i Tyskland, hvor den danske skuespillerinde har stor succes. Mette Lysdahl har netop fået en hovedrolle i en ny tysk serie ved navn ”Ich muss Deutsch lernen”.

"De danske skuespillere har noget at byde på."

Mette Lysdahl har aldrig været i tvivl om, at hun skulle være skuespiller og har også gået til auditions siden hun var tolv. Men først efter, at hun har spillet med i den tyske krimiserie ”SOKO Wismar” på ZDF, har karrieren for alvor har fået fat. ”Danske skulespillere har noget at byde på i form af en naturalistisk tilgang til faget,” siger Mette Lysdahl. Og det kan der være noget om, for der er rift om de danske dramaserier på de internationale markeder.

International karriere og sprogkundskaber

En skuespilleruddannelse fra bl.a. Australien, Hong Kong og Berlin er med til at åbne mange internationale døre for det danske talent, der dog først for nylig har lært at beherske det tyske sprog. Tyskerne har dog taget godt imod selv de mest spæde forsøg på at kommunikere på tysk, og Mette oplevede sågar, at tyskerne fandt hendes danske accent nuttet.

De spæde forsøg på tysk ligger dog bag Mette Lysdahl, som den dag i dag taler flydende tysk. Med titlen på den nye serie, hvor hun er hovedrolleindehaver, skulle man ellers ikke tro det. ”Ich muss Deutsch lernen” er produceret af ”Eastart Pictures”, og kameraet bliver ført af ingen ringere end årets vinder af den tyske kamerapris Andreas Köhler. I første omgang bliver serien produceret i 45 korte afsnit, som senere skal fattes sammen til en film.